Kunstterapi

Mal for balance. Mal for personlig udvikling.

Mal for at få energi. Mal og kend dig selv.

Mal for hjælp til helbredelse.

I Kunstterapi fokuseres der på resurser. I længere eller kortere forløb tilrettelægges indholdet, alt efter behov og ønsker. Der kan arrangeres enkeltforløb eller gruppeforløb med 4-12 personer. Arbejdet koncentreres om det enkelte menneske, for at frigøre potentialer, give  støtte til personlig udvikling og evt. hjælpe til helbredelse. Indholdet i kunstterapi er en koncentration omkring de praktiske kreative processer i maling og formtegning. Der kræves ingen forkundskaber for hverken maleri eller formtegning.

Kunstterapien er baseret på den østrigske åndsforsker Rudolf Steiners beskrivelse af det hele tredelte menneske. Det som former os er: vore livskræfter, som jo svinder med alderen, vore bevidsthedskræfter, som øges gennem livet, vi bliver klogere med alderen og vort følelsesliv, som står i midten og balancerer mellem de opbyggende og nedbrydende tendenser. Forvirring og sygdomme opstår når vi ikke lykkes i at skabe denne balance. Ved at arbejde målrettet på at inkludere alle tre områder, frigives kreative potentialer. I kunstterapien får man de selvhelbredende kræfter til at flyde mere hensigtsmæssigt.

Således kan kunstterapien hjælpe til større koncentration, fordybelse og nærvær. Livsglæden optimeres og man udvikler kvalitetsoplevelsen. Ens livsmål bliver klarere. Alt sammen i en hensynsfuld proces, hvor den enkeltes behov imødekommes.

Når man langsomt finder fodfæste i de kunstneriske øvelser, ser vi at alle er forskellige og dermed at ”jeg” er unik. Øvelserne ordnes på en sådan måde, at arbejdsglæden ved udførslen  fremelskes.

Dette gøres ved en fordybelse i de enkelte kunstneriske elementer som streg, form, flade, stof, farver og komposition. Det handler ikke om at være god til at male, men at gå ind i en udforskende proces.

Elementerne modsvarer dele af os selv. Ved at arbejde med dem, arbejder vi med os selv på et foreløbigt ubemærket dybere plan.

Vi har brug for at hele mennesket bevæges, berøres og aktiveres. Med kunstterapien kan man føre tanke, vilje og følelse ind i et frugtbart samarbejde. (Det tre-delte menneske)

Gennem fordybelsen opnår man en større kvalitets oplevelse fordi man arbejder i nærvær. Vi træner den ”dobbeltrettede bevidsthed”. I antroposofien går man ud fra at hvert enkelt menneske har resurser til at vende tilbage til ”helheden”, at øge selvhelbredelsen og at arbejde for en indre balance.

Øvelserne kan ”løsne”, stabilisere, stimulere og harmonisere.

I kunstterapien kan man opleve: et trygt rum for eget udtryk, afspænding og psykisk aflastning, regulering af åndedrættet, at få styrket sin livskraft, forbedret øje/ hånd koordination, bedre samklang mellem begge hjernehalvdele og øget selvværd.